De grønne ideer spirer!
Beboere og medarbejdere har taget opgaven på sig og er i fuld gang med at skabe mere natur og grønne områder.
Det kan lyde enkelt: At sætte ’grønne’ mål og arbejde for mere biodiversitet i vores boligafdelinger.
Store ’græsørkener’ har længe været i søgelyset, når snakken er gået på, hvor vi som alment boligselskab kan bidrage til vores fælles fremtid med mere natur.
Men i praksis og i hverdagen, hvor beboerønsker og -behov møder bæredygtige ambitioner og konkrete driftsudfordringer bliver opgaven hurtigt kompleks og fyldt med modsatrettede interesser.
Vi har gennem godt et år arbejdet med vores mål om at udvise samfundsansvar og bidrage med flere grønne oaser med plads til flere arter. En proces, hvor vi har inddraget beboere, eksterne eksperter og vores medarbejdere.
Her i foråret er de høje ambitioner og flotte planer for alvor ved at blive til konkrete forandringer. Og vi tager virkelig hatten af for vores afdelingsbestyrelser, som, sammen med vores ansvarlige medarbejdere, er trukket i (have-)tøjet og er gået ind i arbejdet med et stort engagement.
Vi har udvalgt fire boligafdelinger, hvor der skal gennemføres pilotprojekter, men i mange, mange flere afdelinger har bestyrelserne og vores inspektører selv taget initiativ til at kigge på de grønne områder, og afprøve ideer.
Det hele foregår i en fælles forståelse af, at vi skal få flere hensyn til at mødes:
Ønsket om at skabe mere biodiversitet i afdelingen
Optimere vores drift, så vi også opretholder en bæredygtig økonomi
Skabe flere, trygge og attraktive mødesteder til sociale fællesskaber
Fastholde smukke grønne områder, som vores beboere sætter pris på
I afdelingerne er der stor opmærksomhed på, at forandringerne kræver en omhyggelig information til beboerne. Og tålmodighed! Grønne forandringer sker ikke over natten. Eller for den sags skyld over en sommer.
Rundt omkring bliver de første spadestik taget nu, men resultaterne kender vi måske først om 1-2 år. Vi kommer til at lave fejl, men forhåbentlig endnu flere gode og grønne løsninger, som vil skabe glæde i mange år frem.
Nu skal ideerne til at spire!
I vores afdeling 13, Strubjerg, var afdelingsbestyrelsen med Michael Hansen, formand, Henrik Jensen og Poul Krogsgaard til møde med driften , hvor mange konkrete forslag om at ændre beskæring og græsklipning, oprette kvashegn mm. blev diskuteret og nu bliver en del af afdelingens vedligeholdelsesplan.
I vores afdeling 12, Løvvangen, var afdelingsbestyrelsen repræsenteret af Jimmi Hansen, Formand, Merete Petersen, Ib Keller, Leo Kristensen, Toni Lundager Jensen, Susanne Kristensen og Charlotte Aagaard, til første møde med byplan- og landskabsarkitekt, Randi Knudsen fra By+Land sammen med inspektør Michael Sølvbjerg, hvor flere steder i den store afdeling blev udpeget til kommende og nye grønne oaser. I de kommende måneder bliver ideerne omsat til konkrete projekter, og hele den grønne plan skal være klar til afdelingsmødet i sensommeren.