---
title: "Når det frivillige arbejde tager ekstra tid"
description: "06-05-2026"
date: "2026-05-06"
created: "2026-05-06"
---

[Hjem](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/)

                    [Aktuelt](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/aktuelt)

                [Når det frivillige arbejde tager ekstra tid](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/aktuelt/naar-det-frivillige-arbejde-tager-ekstra-tid)

# Når det frivillige arbejde tager ekstra tid

I vores boligafdeling 3, der ligger midt i Lindholm, lever beboerne i øjeblikket midt i en byggeplads. Afdelingen er i gang med en omfattende renovering, og hverdagen byder på støj og støv fra byggepladsen – lige udenfor vinduerne.

Det ER bøvlet, når ens bolig og boligafdeling skal renoveres. Men i afdeling 3 begynder flere og flere beboere nu også at se resultatet af besværet. De første er flyttet tilbage til deres nyrenoverede boliger, og de klassiske rødstensblokke, der kendetegner Lindholm, står med flotte og nypudsede facader.

Bag det synlige arbejde, der udføres af håndværkerne i afdelingen, foregår der et kæmpe koordinerings- og planlægningsarbejde. Boligselskabets tekniske afdeling og rådgivere er hver eneste dag i gang med at planlægge og tilpasse arbejdet i og omkring de 541 boliger, og boligselskabets administration koordinerer genhusning og indflytninger med beboerne.

Hvis du vil vide mere om selve renoveringen – så følg med på vores projekthjemmeside her:

https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/projekter/afd-3-lindholm-stationsvej-mfl

En gruppe frivillige beboere er også kommet på ekstra arbejde:

De syv medlemmer af afdelingsbestyrelsen, som i mange år har været bindeleddet mellem boligselskab og beboere, når det gælder helhedsplanen.

Vi fik lov til at følge med på et af møderne i afdelingsbestyrelsen her i foråret. Bestyrelsesmøderne er på mange måder præget af helhedsplanen. Også fysisk: I øjeblikket låner de mødelokalet i Lindholm Søpark fra afdelingsbestyrelsen nede i afdeling 20.

Til dagens møde var Stig Søndergaard, der er byggefaglig inspektør i boligselskabet, inviteret med til en start, så bestyrelsen kunne få en aktuel status og svar på mange af de spørgsmål, som de bliver stillet af beboere.

Stig pakkede ikke noget ind. Der er dele af byggesagen, som ikke er gået efter planen. Listen over uforudsete problemer er lang, og der har været for mange eksempler på, at arbejdet i og omkring boligerne har budt på mere støj, snavs og støv, end rimeligt. Budskabet er, at alle parter på pladsen lærer af de fejl, der er begået. Og afdelingsbestyrelsen (og alle andre beboere) skal fortsat melde ind, når og hvis der er ting, som ikke går som forventet. Ofte er der et godt svar og en god begrundelse.

Snakken gik, konstruktivt og kritisk rundt om bordet. Bestyrelsesmedlemmerne havde meget på hjerte. Men også tålmodighed til at få forklaringerne på de ting, som måske ser lidt tossede ud, når man ’bare’ kigger ud ad vinduet fra sin bolig.

Efter en god time takkede Stig for en god aften. Det samme gjorde bestyrelsen. Men mødet fortsatte. Eller rettere; nu gik det ’rigtige’ møde i gang.

Formanden, Lisbeth Glud, kunne orientere om forskellige emner i boligselskabet. Og de enkelte medlemmer fik – bordet rundt – mulighed for at komme med deres indlæg.

Bestyrelsen mødes cirka en gang om måneden. Og hver især bærer de budskaber og forslag med ind i til bordet. I rollen som ’brugerråd’ og/eller ’ambassadører’ er de med til at sikre, at alle beboeres stemme bliver hørt.

Du kan læse mere om afdeling 3 her:

https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/vores-afdelinger/afd-3-lindholm-stationsvej-mfl

Arbejdet i en afdelingsbestyrelse er frivilligt. Men engagementet er stort, og oplevelsen af, at man er med til at gøre en forskel, putter helt tydeligt energi ind i bestyrelseslokalet.

## Vil du se, hvem der sidder i afdelingsbestyrelsen i din afdeling – så hop ind på afdelingens hjemmeside her:

                            [Se vores afdelinger](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/afdelinger?fbActive=1)
