---
title: "\"Vikingevej har altid været vores hjem\""
description: "28-10-2026"
date: "2026-10-28"
created: "2026-10-28"
---

[Hjem](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/)

                    [Aktuelt](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/aktuelt)

                ["Vikingevej har altid været vores hjem"](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/aktuelt/vikingevej-har-altid-vaeret-vores-hjem)

# "Vikingevej har altid været vores hjem"

**Fire veninder på bænken:**

**– Vikingevej har altid været vores hjem**

Hvis du går en tur i Løvvangen. Nærmere bestemt i området omkring Vikingevej, vil du ofte støde på 3-4 veninder, der sidder på en bænk og hyggesnakker. Særligt, naturligvis, om sommeren, hvor solen luner:

– I sommertiden er det næsten mere reglen end undtagelsen, at vi sidder her på bænken midt på eftermiddagen. Gerne med et glas vin.

Vi satte os ved bænken og fik en snak om livet.

Jeg er næsten i tvivl om, hvem der taler. For alle fire har meget på hjerte. OG på skift tysser de på hinanden. Men i en kærlig tone:

– Anna. Nu er det altså mig der taler…

– Else. Vent lige til jeg er færdig…

De fire veninder har alle boet på Vikingevej mellem 47 og 57 år. Ja, faktisk har Else, Jytte og Margit boet her lige siden de karakteristiske blokke blev opført og lå omgivet af bare marker.

Her flyttede de til fra mindre forhold inde i Nørresundby, ud til lyse, store lejligheder, hvor familien kunne vokse, og børnene vokse op, og hvor de hurtigt fik skabt et helt enestående fællesskab naboerne imellem.

– Det var nyt og billigt. Vores første huslejeopkrævning lød på 911 kr., fortæller Else.

– Og det har altid været et område, hvor vi har haft et tæt og godt fællesskab, supplerer Jytte.

Det vrimlede med børn på de grønne arealer og legepladserne rundt om boligblokkene.

– Der var mindst 80 børn. Bare her i vores blok, erindrer Jytte.

Alle fire siger samstemmende, at det aldrig har været på tale at flytte fra Vikingevej. Heller ikke drømmen om et hus, kunne rykke dem væk fra lejlighederne. Her har de altid følt sig hjemme.

– Det har altid været godt at bo her. Det er trygt, og vi har alle gode naboer, siger Anna.

I dag har de fire veninder ikke kun adressen og minderne fra Vikingevej til fælles. Årene er gået, og i dag er de alle enker.

– Ja. Vi har alle mistet vores mænd inden for de seneste år, siger Else.

De gode historier, minder og nye oplevelser deler de fire nu sammen.

De var faktisk fem. Men desværre har de netop taget afsked med Hanne, som indtil sensommeren var den femte veninde (også enke) og del af fællesskabet på bænken.

– Vi var til bisættelse i sidste uge. Jo. Vi er kommet op i årene, siger Else.

Aktive i hverdagen

Nu hvor vejret ikke er til lange ophold på bænken, rykker de fire indenfor.

– Vi tre spiller Yatzy en gang om ugen hos hinanden. Det går på skift, fortæller Anna.

Margit er nu ikke med til Yatzy. Hun har kalenderen booket tæt med andre aktiviteter i klubberne i Løvvangen: Banko, Gymnastik og nu også Krolf, som en gruppe beboere tog initiativ til tidligere på året, og som afdelingsbestyrelsen fulgte hele vejen, så der nu er anlagt en Krolf-bane i Løvvangen.

– Jeg går til en aktivitet hver dag i løbet af ugen, fortæller Margit.

Denne formiddag i fælleshuset på Vikingevejen går snakken lystigt. Vi nyder kaffe og kage, og på et tidspunkt kommer vi også omkring den omfattende renovering af hele Løvvangen, som de fire veninder naturligvis også var en del af for godt 10 år siden.

– Det var en hård omgang. Jeg husker, at vi skulle holde guldbryllup. Men vi var jo genhuset, så alle ting var pakket ned, og vi boede i en lille genhusningslejlighed. Det gik nu alligevel, fortæller Else.

De er nu enige om, at trods genhusning, flytterod og byggeplads udenfor vinduerne i et par år, var det besværet værd.

– Der blev sørget fint for os, mens arbejdet stod på. Og i dag har vi dejlige boliger. Men desværre har vi ikke fået elevatorer som nogle af de andre, siger Margit.

Vi takker af. Men snakken den fortsætter uden tvivl. På bænken ved Vikingevej.

![](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/1e0426b1-cb8c-441d-ab30-2553faf42fb1?width=800)

            De fire gode veninder på bænken: Else, Margit, Anna og Jytte.
