Skip til hoved indholdet

Boligrenovering forskønner vejkryds i Løvvangen

Boligrenovering forskønner vejkryds i Løvvangen

Tilføjet 07.09.2016

Krydset, Skolevej/Forbindelsesvejen i Nørresundby, har ikke just hørt til bydelens smukkeste pladser. Men det er der lavet om på i takt med, at de omkringliggende boliger og den lokale børnehave er blevet renoveret af Sundby-Hvorup Boligselskab.

Onsdag den 7. september kl. 10.00 markerer boligselskabet igangsætningen af det tredje renoveringsprojekt omkring krydset. Det sker, når rådmand H.H. Henriksen skruer ’den første tagplade’ af boligerne på Skolevej 40-70. Dermed er tag- og vinduesudskiftningen af alle disse boliger skudt i gang.
– Vi har længe set frem til at få renoveret de ældre rækkehuse på Skolevej 40-70, der ligger i en velfungerende boligafdeling med et godt naboskab. Men tidens tand har været hård ved byggeriet, så nu skal der gøres noget. Og da vi ikke skal i jorden, kan vi ikke skyde renoveringen i gang med et spadestik. Derfor får rådmanden en skruetrækker i stedet, fortæller Jens Erik Grøn.

Tag, vinduer, yderdøre samt køkkener skiftes i de kommende måneder i boligerne på Skolevej. Samtidig bliver revner i vægge repareret. Hele renoveringen sker uden huslejestigning på grund af støtte fra Landsbyggefonden.

Alle beboere er inviteret til første spadestik – eller rettere ’første afmontering af tagplade’, og boligselskabet byder på formiddagskaffe, -kage og en ’lille en’.

Boligerne på Skolevej 40-70 fuldender renoveringsprojekterne rundt om krydset.

Sundby-Hvorup Boligselskab ejer nemlig også af Børnehuset Troldereden, der ligger overfor boligerne på Skolevej 45. Her er vi i gang med at udskifte taget på den gamle flotte bygning.

Og på den anden side af Forbindelsesvejen ligger ’Det nye Løvvangen’, som gennem de seneste år er omdannet til en helt ny bydel. Med en gennemgribende renovering til mere end 700 mio kr. er alle 815 boliger i Sundby-Hvorup Boligselskabs afdeling 12 nyrenoverede, og hele området har fået nye, indbydende udearealer til glæde for alle i Nørresundby.
– Vi kan godt være stolte af vores bidrag til hele bydelen med renoveringen af både boliger og daginstitution. Med de nye grønne områder, gennemgående stier og pæne facader har alle gavn og glæde af forandringerne, siger Jens Erik Grøn.

Går alt efter planen, er håndværkerne færdige på Skolevej inden jul.