---
title: "Sommerfest i afd. 32"
description: "17-08-2026"
date: "2026-08-17"
created: "2026-08-17"
---

[Hjem](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/)

                    [Nyt fra afdelingerne](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/nyt-fra-afdelingerne)

                [Sommerfest i afd. 32](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/nyt-fra-afdelingerne/sommerfest-i-afd-32)

# Sommerfest i afd. 32

Afdeling 32 holdt lørdag den 15. august sin årlige sommerfest på græsset foran blokken.

Der var mødt 25 glade og forventningsfulde beboere op, som nød en rigtig dejlig frokost leveret af Slagter Holmberg på Hadsundvej i Aalborg. Slagter Holmberg er en af de få tilbageværende, traditionelle slagterbutikker, og butikken har ligget på samme adresse i mere end 80 år.

Vejret var fint, da vi startede kl. 13.00, bortset fra at det blæste en del. Pludselig, efter frokosten, kaffen og isvaflen var overstået, kom der et voldsomt vindstød, som resulterede i, at en af teltstængerne knækkede, og teltet ”tiltede”.

Deltagerne måtte hurtigt støtte teltstængerne, hvorefter alle rykkede uden for teltet. Heldigvis skete der ingen personskade, og ud over den knækkede teltstang skete der heller ingen skade på selve teltet.

Teltet blev derfor pakket sammen, og ”festen” fortsatte i god stemning på græsset i flot solskin, mens blæsten stadig gik frisk over Limfjordens vande.

Uheldet efterlader mindet om en god fest med en lidt anderledes og mindeværdig afslutning, som alle dog tog med et smil – men også med en påmindelse til bestyrelsen om mere og bedre sikring ved fremtidige arrangementer.

Tak til ”festudvalget” og deltagerne for en hyggelig dag.

**Bestyrelsen**

![](https://www.sundby-hvorupboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/65ca49a1-5fab-4f54-9309-e6c0d1537bb3?width=800)
