Skip til hoved indholdet

Fridykning og oprydning i Lindholm Søpark

Fridykning og oprydning i kridtgraven Lindholm Søpark

Tilføjet 08.06.2023

Dykkerne fra den lokale fridykkerklub "Fridykning Aalborg" kombinerede i pinsen træning med det praktiske, da de havde fået lov at dykke i kridtgravens 42 meter dybe vand.

Udover at træne i at dykke dybt i kridtgraven, udførte dykkerne denne dag også en skraldeindsamling, hvor 500-600 meter af søbredden blev afsøgt for affald.
Under arbejdet samlede dykkerne mellem 60-70 stykker affald op.
Affaldet bestod af alt fra små stykker slikpapir til øldåser, fodbolde og endda en hel fungerende festivalstol. En stor del af disse genstande havde samlet sig ved den østlige søbred på grund af den dominerende vestenvind. 

Efter indsamlingen blev affaldet sorteret og afleveret i de relevante containere i boligselskabet.

Kristian Harreby fra fridykkerklubben udtaler: 

"I vores dykkerklub træner vi ugentligt i en svømmehal på undervandsaktiviteter, hvor vi ikke medbringer anden luft, end den vi har i lungerne. Vi træner f.eks. det at kunne dykke langt eller blot det at holde vejret under vand.

Pinsedag, hvor svømmehallen var lukket, tog vi i stedet til Lindholm kridtgrav for at dykke dybt. Kridtgraven er, med sine 42 meters dybde, et godt sted at øve netop denne fridyknings disciplin, og vi er i fridykkerklubben utrolig glade for at have fået lov af boligselskabet til at dykke i den.  

Forholdene under vandoverfladen kan være angstprovokerende når man starter på sporten: kulde, mørke, absolut stilhed og ingen luft. For at kunne fungere i disse fremmede omgivelser, er det nødvendigt for os at træne både fysisk og psykisk. Fysisk, skal vi kunne bevæge os effektivt under vandet uden unødig spild af energi/ilt. Dette gør at vi kan holde vejret i de 1-2 minutter et dyk typisk tager. Mentalt, træner vi på at lukke alle irrelevante tanker ude og finde en indre ro. Det er samspillet af disse processer, der gør, at vores klubmedlemmer elsker at udfordre sig selv med at fridykke.

Når vi oven i købet kan kombinere det med at gøre noget for miljøet i kridtgraven, og hjælpe til med oprydning i søen, så giver det selvfølgelig en ekstra tilfredsstillelse".

Her kan du læse om Fridykning Aalborg