Godkendt 👍 - helhedsplan/renovering af 224 boliger Lindholm, Viaduktvej 19-23, Voerbjergvej 1-11B, Uldalsvej 20-34, 3-13 og Smedien 1-95.
Vi skylder vores beboere en STOR tak. Tak for – endnu engang – at vise os tilliden og sige ja tak til et omfattende renoveringsprojekt.
Også selv om, at vi mange gange i et årelangt forløb, har været nødt til at skuffe dem, når budgetter, renteudgifter og materialeudgifter er løbet løbsk.
I sidste uge stemte beboerne i vores afdeling 10 i Lindholm ja til en omfattende helhedsplan til 144 millioner, som nu slutter sig til rækken af store renoveringsprojekter, der over 15 år har omfattet mere en 2.500 boliger nord for Limfjorden.
I alt har vi i Sundby-Hvorup Boligselskab gennemført såkaldte helhedsplaner for 1,6 mia. kr. Til gavn for nuværende og kommende beboere. Og for bysamfundene her på solsiden.
Velholdte og betalbare boliger bidrager til gode lokalmiljøer. Og derfor skal vi hele tiden sikre en god balance mellem billig husleje, høj beboerservice og attraktive boliger. På den måde kan vi fastholde og udvikle gode, blandede bydele.
Mødet i sidste uge afspejlede også, hvordan vi – når vi tager beboerdemokratiet alvorligt og løbende involverer beboerne i de vanskelige beslutninger – godt kan opnå forståelse for de ’trælse’ beslutninger.
Det er en opgave, som ikke altid er let, og som kræver, at vi hele tiden lytter, er i dialog og sørger for at dele den viden, vi har.
I afdeling 10 i Lindholm arbejder vi lige nu på færdiggørelsen af nyhedsbrev nr. 17 om renoveringsprojektet (!) – og vi har løbende holdt orienteringsmøder.
I sidste uge kvitterede beboerne med et ja tak.
En stor tak skal lyde til vores totalrådgiver Norconsult samt Landsbyggefonden for gode det samarbejde, siden sagen så småt startede op 2015.
Vi glæder os til at starte renoveringen op sidst på året.