Skip til hoved indholdet

Overskrift

Artikel fra Ugeavisen vedr. helhedsplan i Asaa

Tilføjet 07.01.2021

Artikel bragt i Ugeavisen Dronninglund Hals den 6/1 2021:

ASAA: Planerne har været længe undervejs, og kort før jul faldt de sidste brikker endeligt på plads, så Sundby-Hvorup Boligselskab nu kan gå i gang med totalrenoveringen af boligene på Skelgårdsvej i Asaa.

Samtidig er boligselskabet i gang med et generelt løft af alle sine boliger i Østvendsyssel.

Det har længe været et ønske at få de utidssvarende boliger gennemrenoveret, og efter en dialog med Brønderslev Kommune og Landsbyggefonden, der støtter den omfattende ombygning af rækkehusene, har beboerne nu også sagt ja til planerne, der vil omdanne de nuværende boliger på Skelgårdsvej til nyindrettede og moderne familiehuse.

Helhedsplanen indebærer, at beboerne i rækkehusene skal genhuses, mens håndværkerne arbejder. Men selv udsigten til 6-9 måneders midlertidig udflytning, fik ikke de nuværende beboere til at ryste på hånden, da de 15. december på et ekstraordinært beboermøde skulle stemme om renoveringsplanerne. Projektet blev enstemmigt godkendt.

- Vi er naturligvis meget glade for, at beboerne bakker så overbevisende op omkring vores projekt. Men samtidig vil jeg også sende en tak til borgmester Mikael Klitgaard og resten af byrådet i Brønderslev Kommune, som gennem forløbet har vist, at de godt vil bidrage til flere almene lejeboliger i byerne her i Østvendsyssel, siger Jens Erik Grøn, der er direktør i boligselskabet.

Samtidig med, at Asaa reelt får tilført 19 nye boliger, så slipper kommunen også af med en økonomisk byrde. Landsbyggefonden har nemlig godkendt, at otte ældreboliger på Præstevangen i Agersted, der i en årrække har været præget af lejeledighed nu kan rives ned.

Stor aktivitet

Sideløbende med projektet i Asaa har Sundby-Hvorup Boligselskab også sat gang i en lang række større og mindre renoveringsprojekter i de boligafdelinger som boligselskabet overtog efter fusionen med Boligselskabet Østvendsyssel i 2018.

- Mange af aktiviteterne kan vi sætte i gang, fordi beboerne i de enkelte boligafdelinger har sparet op gennem årene, og nu skal de så honoreres ved at få opdateret deres boliger. Vi kommer med ressourcer i form af vores tekniske afdeling, og samtidig støtter boligselskabets dispositionsfond også flere af projekterne. Vi er kendt for, at vores boliger er i en høj standard til en fornuftig husleje. Det skal selvfølgelig også gælde alle boliger i Østvendsyssel, siger Jens Erik Grøn.

Der nævner udskiftning af vinduer og døre for mere end 4 millioner kroner i boliger rundt i kommunen samt renovering af tage på Møllevænget i Klokkerholm. Ligeledes er murværket nænsomt renoveret på Hellevadlund i Klokkerholm.

Blandt de større renoveringer er Blåbærhaven i Dronninglund, som i øjeblikket får renoveret badeværelser, tag og murværk. Og som en del af renoveringen har Landsbyggefonden også støttet en opgradering af udearealerne.

Sundby-Hvorup Boligselskab kunne byde 8 familier velkommen i nyopførte dobbelthuse på Geråvej og Lemmingsvej i Dronninglund i begyndelsen af december, og boligselskabet har også planer for yderligere boliger i Dronninglund.

- Efter en god dialog med Brønderslev Kommune arbejder vi nu på yderligere 17 boliger i området ved Moltkesvej. Her kommer 17 nye familieboliger til at ligge på en nyanlagt Moltkes Alle, fortæller Jens Erik Grøn.

 

Hele artiklen kan læses her: